Pasning 

LYS OG VARME:

Orkideer bryder sig ikke om tør og varm luft. De trives bedst ved 23-28 grader om dagen og 18 grader om natten. Undgå varmeapparater. De bør stilles lyst, men man skal passe på, de tåler ikke en brændende sol. Om vinteren kan et sydvendt vindue godt anvendes.

 

VANDING:

Vand grundigt, helst med kalkfrit vand, og lad ”jorden” tørre mellem vandingerne. Sæt potten ned i en spand vand, tag den op og lad vandet løbe af.

HUSK, at bruge tempereret vand. Der må aldrig stå vand i underskålen. Ingen orkideer overlever konstant væde. Douche regelmæssig, men kun bladene, de fleste blomster tåler det ikke.

 

Orkideer på klods: Over douches regelmæssig, op til 2-3 om dagen i sommer perioden, 1 gang om dagen eller hver anden dag i vinter perioden, men kun rødderne og bladene, de fleste blomsterne tåler det ikke. Orkideer på klods omplantes ikke, men man kan dog skære nogen arter lidt tilbage hvis de bliver for store.

GØDNING:

Anvend speciel orkidenæring. Gød sparsomt og kun i tilvækstperioden. Overdosering skader. Gød ved hver anden eller tredje vanding.

 

OMPLANTNING:

Orkideer skal plantes om med 2-3 års mellemrum, eller når potten er fyldt med rødder. Det bedste tidspunkt for omplantning er tidligt forår. De må aldrig plantes om i almindelig blomsterjord, men i en speciel færdigblandet orkidejord. Når man planter om, skal der et godt dræn i bunden af potten, og man skal sørge for, at planten kommer til at stå godt fast.

 

BLOMSTRING:

Mens planten blomstrer, kan den udmærket flyttes hen til en mere central placering. I knopstadiet er planten mere følsom. Derimod tager den ingen skade af at blive flyttet når først knopperne er sprunget ud. Den blomstrer meget længe - nogle sorter i op til et halvt år. Når blomstringen er forbi, skæres blomsterstilken væk. Dette gælder dog ikke for Phalaenopsis, der ofte bliver ved med at sætte nye knopper for enden af stilken.

 

ORKIDEER SOM ER VELEGNET TIL STUEDYRKNING:

Paphiopedilum Phalaenopsis - Cattleya - Odontoglossum –Oncidium – Brassavola- Dendrobium- Doritanopsis - Coelogyne - Epidendrum og mini - Cymbidium.

Der findes i virkeligheden mange let dyrkelige arter inden for de fleste slægter.

 

Minidrivhus:

Hvis I har problemer med at holde luftfugtigheden og varmen i vindueskarmen, kan I anskaffe et minidrivhus. De findes i flere udgaver og er alle velegnede til orkideer. I bunden af drivhuset sættes en bakke med vand, helst med en termostatstyret varmeplade under, dette vil give en høj luftfugtighed. Med denne høje luftfugtighed er det også nødvendigt med en lille ventilator, ellers rådner orkideerne, ventilation er vigtig. Pas på om sommeren, at drivhuset ikke står i solen. Der kan blive meget varmt inde i sådan et lille drivhus, og det kan planterne ikke tåle. I kan endvidere installere en grolys-pære, så orkideer får den rigtige mængde lys......

Lav din egen hjemmeside med mono.net