Hvad er en orkide: Langt de fleste orkideer er planter, som vokser på andre planter. Den type planter kaldes epifytter. De er ikke snyltere, der suger næring fra deres vært. Orkidéerne hæfter sig blot fast til værtens grene og stammer, for at komme lidt sætter på det livs vigtige lys. Nogle arter vokser også direkte i jorden. Epifytternes rødder er dækket af et hvidt lag, som kan opsuge vand fra luften, hvis indholdet af vanddamp er tilstrækkeligt højt.
De mineraler, som planten skal bruge for at kunne leve, får den fra en svampe, som den lever i symbiose med. Svampene nedbryder dødt plantemateriale, som findes på værten. Herved frigives nærings-stoffer, som orkidéen kan optage gennem rødderne. Svampen får til gengæld sukkerstoffer fra planterne.

En stor familie: Orkidefamilien er en meget omfattende plantefamilie. Hver syvende blomstrende plante er en orkidé. Planterne indenfor denne familie varierer meget lige fra spinkle planter med små blomster, som vokser i skovbunden, til de stor-blomstrende planter, som dyrkes i væksthuse og senere pynter i vore stuer.
I naturen findes der ca. 35.000 arter. Endvidere har gartnere og andre frembragt et stort antal nye planter, hybrider.

Historie: Det var formentlig kineserne, der var de første orkidedyrkere. Allerede for et par tusinde år siden anvendte de orkideer til rituelle formål samt ved fester og højtider. I Europa er de tropiske orkideer derimod først beskrevet fra omkring 1500-tallet, og fra anden halvdel af 1700-tallet startede opdagelsesrejsende supplerende aktiviteter som orkidejægere og indledte en transport af tropiske orkideer til Europa. Men først ca. 100 år senere fandt man ud af at dyrke en del disse orkidearter. Det gav anledning til en voksende handel med orkideer, hovedsagelig med det formål at tilfredsstille nogle få velhavende samlere. Det var nemlig endnu ikke lykkedes at formere orkideerne, så indsamling og handel med de indsamlede orkideer var den eneste måde samlernes behov kunne opfyldes på. Og så længe samlerne var villige til at punge ud, blev der iværksat ekspeditioner til de artrige orkideområder i specielt Sydøstasien og Latinamerika, hvor regnskovenes farer og genvordigheder gav stof og anledning til talrige beretninger om farerige ekspeditioner, som i rigtig mange tilfælde var direkte rovdrift på naturen. Men det gav kendskab til nye områder af kloden i takt med at samlernes behov blev indfriet med fundene af stadig flere farvestrålende og fantasifuldt udformede arter.
Inden for de sidste 50 år har gartnere og botanikere heldigvis fundet ud af at formere orkideerne inden arterne blev helt udryddet. Truslen mod de vilde orkideer skyldes ikke blot orkidejægernes rovdrift, den udgøres i langt højere grad af de accelererende skovrydninger, der er en direkte resultat af det voksende behov for landbrugsjord. Ikke blot for at opfylde behovet for fødevarer i de fattigste lande, men i endnu højere grad for at de fattige lande kan dyrke afgrøder til de rige landes befolkning, direkte kontrolleret af multinationale fødevarefirmaer. I takt med denne proces udviklede der sig heldigvis en bred bevidsthed om behovet for at beskytte den oprindelige natur, og en række fredningsbestemmelser blev iværksat for at fremme truede arters overlevelse. Denne øgede naturbeskyttelse blev nødvendig, og endnu en gang ikke så meget på grund af rovdrift på de truede arter, men i langt højere grad som en konsekvens af den proces, nogen kalder udvikling. Dvs. på grund af rovdriften på skovene og det deraf følgende pres på den oprindelige flora og fauna, for at rigtig mange i vores rige del af verden kan få opfyldt sine behov for at leve i overflod.
Nu behøver vi ikke drage på farefulde ekspeditioner til de tilbageværende regnskovsområder for at øge vor samling af orkideer. Planterne findes efterhånden i de fleste supermarkeder til spotpriser. Viden om formering af orkideer er heller ikke længere specialviden forbeholdt de få forskere og andre specialister. Denne viden er nu i realiteten hvermandseje, og er beskrevet i nyere plantebøger, der omhandler planteformering. Men det er langtfra alle og enhver, der har hverken flair eller specielt ikke den fornødne tålmodighed til at passe den - trods alt - krævende plante og derudover vente i årevis på en blomstring, som - når den kommer - belønner beskueren, og i særdeleshed dyrkeren, ved at overgå mange af dagligdagen vanskeligheder og for et øjeblik få os til at glemme Israel og Gasa, al-Khaida, og Barack Obama.